Direktør dømt for snyd med tolkemidler

Profilbillede
dato

<br>En 70-årig mand blev den 2. maj 2024 ved Retten i Aalborg idømt 1 år og 6 måneders fængsel for omfattende snyd med tolkemidler. I alt har manden svindlet for mere end 4,3 mio. kr.

Svindlen foregik på følgende måde:

 

Den tiltalte mand var direktør i et selskab, der leverede tegnsprogstolkning. I samme virksomhed var der ansat en række døve eller hørehæmmede administrative medarbejdere, som havde behov for tegnsprogstolkebistand for at udføre deres arbejde.

 

Den enkelte døve eller hørehæmmede ansatte havde en bevilling fra det offentlige til ugentligt at få et antal tolketimer betalt af det offentlige. Efter endt tolkning kunne tolkeleverandøren sende regningen for tolkningen til det offentlige under henvisning til de tildelte bevillinger. Selskabet havde altså en række ansatte, der havde behov for tolkebistand og en række tolke, der kunne levere tolkningen.

 

Derfor var selskabet berettiget til at fakturere det offentlige for de tolkeydelser, som selskabet leverede til egne ansatte.

 

Den tiltalte er nu blevet dømt for systematisk at overfakturere det offentlige, idet selskabet løbende og systematisk har sendt større regninger til det offentlige, end den leverede tolkning berettigede til. I perioden fra 2015-2019 skete der samlet overfakturering for cirka 4.300.000 kr.  

 

Specialanklager ved anklagemyndigheden for Nordjyllands Politi, Stephen Pedersen, førte sagen i retten.  

”Jeg er tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig i systematisk overfakturering. Det er tale om en speciel sag, hvor tiltalte gennem en lang periode bevidst og systematisk har svindlet med faktureringen på de døve eller hørehæmmedes bevillinger, så det offentlige uberettiget er blevet snydt til at udbetale store summer til selskabet,” siger specialanklageren, der tilføjer, at svindlen tilsyneladende har været helt afgørende for virksomhedens eksistens, da en anseelig del af virksomhedens indtægter stammede fra overfaktureringen.

 

Retten har besluttet, at den dømte mand skal afsone 6 måneder af straffen, mens den resterende del blev gjort betinget.

 

 

Pressens kontaktperson:
* Stephen Pedersen, specialanklager, anklagemyndigheden, 6119 8577

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi